Hurtig levering 1 - 3 dage
30 dages fuld returret
Fragt 49 kr
Gratis fragt over 500 kr

pleje af dyne mod allergi

Dyne og Hovedpude:

Vask og pleje af dyner og puder

Vi tilbringer en tredjedel af vores liv i sengen. Det lyder godt en gråkold mandag morgen, når man har lyst til at blive liggende. Rent sengetøj er dejligt, men hvad hjælper det, hvis dynen og puden er møghamrende beskidte?

Hvad man ikke skal
Her begynder vi først med at give gode råd om, hvordan man ikke bør behandle sin dyne, fordi en dyne ikke er noget, man lige vasker hver anden uge.
Dyner og puder må ikke bankes eller støvsuges, men de har godt af at blive rystet grundigt, og af at blive luftet en gang imellem, når vejret er godt.

Det er mest skånsomt at lufte dem med betrækket på, så de ikke udsættes for direkte sol. Udsættes dynen for direkte sol gennem længere tid, vil betrækket begynde at mørne.


En tur i vaskemaskinen
Mærkningen i dyner og puder viser, om de tåler vask. Ofte angiver mærkningen, at man skal vaske på skåneprogram ved 40 grader og høj vandstand.
Vask i hånden må frarådes, når det gælder dyner.
Ryst dynen grundigt, og lad den lufte af, inden du begynder at stoppe den i maskinen.

Mere vand på maskinen
Nye vaskemaskiner tager ofte meget lidt vand ind, så det vil være godt at fylde mere vand på både i vask og skyl.
Brug gerne mindre vaskemiddel end normalt.
Og skyl gerne en ekstra gang, hvis det er muligt.
Vasken afsluttes med en kraftig centrifugering efterfulgt af en tur i tørretumbleren.

Værd at vide
Dyner og hovedpuder, både med dun og fjer og med syntetisk fyld, er tilbøjeligt til at blive lidt mindre fyldigt efter vask, og bolsteret vil ofte krympe lidt.
Syntetiske dyner af dårlig kvalitet kan blive klumpede og flade.
Vask aldrig gamle, møre dyner og puder.
Hvis bolsteret eller sømmene brister, risikerer du, at vaskemaskinen bryder sammen.

Det skal også nævnes, at du bør undlade at bruge vaskepulver med enzymer, når du vasker dundyner og -puder

Behandling af Dyner, puder og Sengelinned mod husstøvmiderne:

Hvis du har fået konstateret allergi over for husstøvmider, er det særlig vigtigt at holde mængden af dem nede. Husstøvmiderne lever i hjem, hvor luftfugtigheden er høj, og derfor er et tørt indeklima en vigtig del af forebyggelsen.
Det bedste er en relativ luftfugtighed på under 45 % i vintermånederne.

Husstøvmiderne trives dårligt i et tørt og lunt soveværelse, hvor luftfugtigheden er lav. Desuden ved vi, at miderne bliver slået ihjel ved temperaturer over 55 grader C. Derfor bør du begynde her, når du har allergi over for husstøvmider:

  • Vask dyner og puder ved 60 grader C mindst 4 gange om året og tør dem i tørretumbler
  • Vask sengelinned ved 60 grader mindst hver 14. dag
  • Brug rullemadras og vask også den ved 60 grader mindst 4 gange om året
  • Luft ud med gennemtræk 5-10 minutter tre gange dagligt og ved fugtgivende aktiviteter, fx badning og madlavning
  • Varm op til minimum 20 grader C i alle rum. Hvis du ønsker at sove køligt, kan du vælge at varme soveværelset op om dagen, og lufte ud og skrue ned for varmen, før du går i seng
  • Gør grundigt rent en gang om ugen. Husk at lufte ud under og efter rengøringen
Det er IKKE nok at- fryse dynen
- lufte dynen
- tørretumble dynen
- lægge dynen i solen
- støvsuge madrassen
- rense dynen
- vaske ved temperaturer under 60 grader.

Ingen af delene fjerner i tilstrækkelig grad det, der giver symptomer på allergi.